STRATEGILEDELSEREKRUTTERINGKONSULENTERREFERENCERARTIKLERFOREDRAGINFO & SENESTE NYTOM
Colea logo
En sund kultur forudsætter et fælles verdensbillede


“At kende dig selv er begyndelsen på al visdom.”
Aristoteles


For noget tid siden arbejdede jeg med en større organisation, der delvist var vokset gennem opkøb af andre virksomheder.

Ved det første møde med ledergruppen, der repræsenterede forskellige fragmenter af den samlede organisation, stod det mig lysende klart, at hver leder sad og så verden fra sin egen navle og forventede, at det var deres tilgang, deres verdensbillede og perspektiv, der burde følges.

Samtidig var der en udpræget os/dem-dialog, både i ledergruppen og videre ud i de forskellige grene af organisationen
I sådanne tilfælde kan udfordringen med fordel anskues som kulturel, og her er der flere forskellige elementer at arbejde med, hvoraf et af de vigtigste er at få skabt et fælles udgangspunkt — et fælles verdensbillede.

Hvis du kender til Scheins isbjerg, så befinder vi os helt nede i bunden af det, dvs. alle de underliggende antagelser, for-domme osv., der ligger til grund for vores værdisæt, strategier, handlinger osv.

Sidder vi med et forskelligt helt grundlæggende verdenssyn, er det utopi at tro at vi kan få meget ud af nok så meget ledelsesævl om fælles retning, værdier og alt det der, så vi er pisket til at tage fat i det helt fundamentale – som med al respekt er et alt andet end let arbejde.

Her kommer et bud på, hvordan vi, i praksis, kommer i gang med arbejdet med et sådant fælles verdensbillede:
  • Start med overvejelser over organisations eksistensberettigelse: Hvad tilfører vi vores kunder og hvad ville de savne, hvis vi pludselig ikke var her mere?
  • Skab en fælles forståelse for hvad organisationens kernekompetence er: Hvad er det helt unikke som vi kan bedre end alle andre?
  • Skab en fælles forståelse for organisationens interne styrker, udfordringer og muligheder: McKinseys 7S er en glimrende model til at komme hele vejen rundt.
  • Sæt fokus på organisationens myter: Hvad er fortællingen om organisation, om kunderne og om konkurrenterne. Nogle myter vil vise sig at være sande, mens andre bør udfordres og udskiftes.
  • En ting er de værdier, der står på vores hjemmeside, men hvilke værdier er det, når vi kigger på os selv udefra, der kendetegner vores hverdag—er det dem vi ønsker at udtrykke?
  • Hvilke tabuer dominerer, under overfladen vores organisation: Hvad er det som fylder virkelig meget men som vi ikke taler om eller udfordrer?
  • Hvilke fordomme og grundantagelser ligger bag vores måde at agere på: Hvad må vi tro er sandt for at kunne agere som vi gør? Og hvor mange af disse ”sandheder” er vi nødt til og villige til at udfordre og gentænke?

Overvej disse spørgsmål grundigt og I vil skabe et stærkt fundament for jeres fælles arbejde i det daglige!